Årets prismodtager

MICHAEL STENVEI CHRISTENSEN

 

Nordjysk entreprenør

Michael Stenvei Christensen, ølentusiast, købmand og idé- og projektmager hædret med Den Regionale Ølpris i Nordjylland ved ØL i Bangsbo-arrangementet i oktober måned. Det var planen at han skulle have haft overrakt prisen ved det nu udsatte Nordic Brew Festival i Frederikshavn. 

 

INDSTILLINGEN:

I år har den nordjyske regionsbestyrelse valgt at pege på en person der de seneste år har kæmpet og fortsat kæmper hårdt for at være med til at få øllet på dagsordenen i det nordjyske.

Det er Sæby-drengen, Michael Stenvei Christensen, der med stort overskud, masser af energi og ivrighed virkelig har gjort sit til at sætte Nordjylland på øl-landkortet. Ildsjælen har gjort dette med flere forskellige kasketter – som ølentusiast, købmand, idé- og projektmager, initiativtager og decideret en-mands-hær.

Som købmand og ølindkøber hos supermarkedet Superbest i Læsøgade har han sørget for et særdeles omfattende øl-sortiment med 400 forskellige øl. Butikken i Frederikshavn, der nu er blevet til Eurospar, har et af de mest spændende, og nok det største, nordjyske øl-sortiment i almindelig dagligvarehandel.

Som initiativtager og idé- og projektmager har han fået en række nordjyske restauratører til at se lyset i øllet. Og det er noget vi har savnet. Og vi er glade for at nogen gør noget og beviser at der blandt restaurant-kunder er stor interesse for specialøl som ledsager til maden. Tiden hvor en restaurant kunne ”spise os af” med en Carls Special er ovre. Det er jo egentlig en ok øl, men trods navnet er der ikke meget specialøl over den og det er på tide at restauranterne får det samme fokus på øl, som de har haft på vin. Michaels projekt Øl & Kogekunst har indtil videre inspireret 3 restauranter i Frederikshavn til en omlægning. Først arbejdede han sammen med Allan fra Vægteren i Havnegade. Sammen lancerede og afviklede de hyppige ”aftenskole-arrangementer”, hvor der som oftest var fuldt hus, når vægtige spillere i det danske øl-landskab satte kursen forbi Frederikshavn. Efter Vægterens konkurs er det fra marts 2013 blevet til nyt samarbejde med Restaurant Møllehuset - under navnet Øl i Bangsbo. Derudover har Restaurant Snerlen kunnet byde på ØL i verdensklasse med en mad-menu, som var nøje afstemt efter de tilhørende øl. Det er blevet til mange aftener hvor sublim kogekunst og fantastiske øl tilsammen formidlede nogle enestående øjeblikke. Tænk hvis disse Frederikshavn-baserede initiativer kunne smitte de øvrige restauratører i Nordjylland (måske endda steder længere væk). Det ville vække uhæmmet begejstring blandt ølentusiaster.

Som initiativtager, idé- og projektmager samt decideret en-mands-hær har han arrangeret vaskeægte G7-topmøde – X-treme Beer Battle Night, hvor det lykkedes at samle toppen indenfor den mere ekstreme brygretning i Danmark. Amager Bryghus, Midtfyns Bryghus, Hornbeer, Djævlebryg, Beer Here, Stronzo Brewing CO og Det Lille Bryggeri dystede om at have brygget Danmarks mest velsmagende ekstremøl.
X-treme Beer Battle Night blev grundet pladsmangel flyttet til Arena Nord. Typisk for Michaels heftige arbejdsraseri og sans og tæft for forretninger – blev Nordic Brew Festival, der næppe har været længe på tegnebrættet, præsenteret denne aften. Det er planen at denne nye festival skal være platform for at samle den nordiske ølscene i Frederikshavn 8. og 9. november 2013.

Michael får først og fremmest prisen for sine gode initiativer hvor han har vist - og bevist - at der sagtens kan tænkes stort i Nordjylland.

Det er vores håb og forventning at der fra Michaels side kommer flere og gode initiativer som kan være med til at fastholde Nordjylland på øllets landkort.

Stort tillykke til Michael Stenvei Christensen med Den Regionale Ølpris 2013 i Nordjylland.

Det er den nordjyske regionsbestyrelse som består af repræsentanter fra de 6 lokalafdelinger Thisted, Fjerritslev, Aalborg, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn som står bag indstillingen.

 

Tydeligvis en stolt modtager af Den Regionale Ølpris i Nordjylland 2013.