Årets prismodtager

ØLKONSORTIET

 

Verdenskendt velrenommeret ølbutik

ØlKonsortiets Svend og Jesper Nymann blev torsdag den 1. september overrasket af den nordjyske regionsbestyrelse der havde lånt butikkens lokaler til brug for afholdelse af pressemøde om de nordjyske aktiviteter på Øllets Dag. Det blev der naturligvis også mulighed for at fortælle om, men den virkelige grund til pressemødet var at overraske ØlKonsortiet med at de var blevet valgt som modtager af Regionens Ølpris 2011. 

 

ØlKonsortiet har siden 4. maj 2005 været Aalborgs eneste rendyrkede ølbutik med et globalt udbud af øl.

ØlKonsortiet Aps bestod dengang som nu af fire anpartshavere: Svend Nymann, Heidi Kristensen, Jesper Nymann og Mads Peter Ankjær.

Planen var helt fra starten at tilbyde forbrugerne i Aalborg og omegn et endnu større udbud af øl end der var i forvejen i diverse butikker og vinhandler. I takt med den voksende interesse for kvalitetsøl ønskede de at kunne supplere markedet med nye øl på kontinuerlig og dynamisk vis, så forbrugerne løbende kunne finde alternativer til andres mere statiske øludbud.

I alle seks år har ØlKonsortiet arbejdet med hvordan der kan/skal drives ølforretning i det nordjyske og har løbende tilpasset sig virkeligheden og lavet ændringer i hvordan butikken fungerer. De har helt fra starten satset på ren detailhandel og varetagelse af ølsmagninger. Men ellers har der været forsøgt mangt og meget. I en periode havde de egen import, men er stoppet igen - det krævede for meget at importere. Et samarbejde med en restaurant, om at lave ølkort, kørte i en periode, og der har siden været flere tiltag til at lave noget lignende, men restauranterne har åbenbart nemmere ved at forholde sig til vin.


Som nævnt er der henover årene sket ændringer i butiksdriften og den kører nu på ren hobbybasis. Alle anpartshaverne har arbejde eller studier der skal passes, og det er mest Svend som står for driften. Via opslag i døren er det lykkes at få frivillige til at passe butikken. Svend understreger at han er uhyggeligt glad for at der findes nogle som har lysten til det...

Fysisk er butikken lille. Den tæller kun 40 kvadratmeter med lager. Sortimentet er stort. Der er mellem 250 og 300 forskellige øl, der løbende udskiftes. Men trods den klejne fysiske størrelse er ØlKonsortiets renomme stort og godt langt uden for Danmarks grænser.


Ølelskerne fra RATEBEER har kastet sin kærlighed på den lille ølbutik så eftertrykkeligt at den er bedømt til at være blandt verdens bedste ølbutikker. ØlKonsortiet blev i 2009 bedømt til at være verdens 13. bedste ølbutik, i 2010 blev den nummer 10 og i 2011 blev ØlKonsortiet af RATEBEER-brugerne bedømt til at være verdens 9. bedste ølbutik.


Et kort, men præcist, sammenskriv af de mange bedømmelser af ØlKonsortiet, som ligger på RATEBEER: Stedets service og udvalg er imponerende. Ølkonsortiet er en hyggelig lille butik i midten af Aalborg med masser af spændende øl fra hele verden på alle vægge og på gulvet. Der er altid god, kyndig og venlig betjening, tid til en øl-snak og man føler sig altid meget velkommen! Entusiaster der ved hvad de laver / ved hvad de har med at gøre. Storslået øludvalg. Et sted der SKAL besøges, når man er i Aalborg.
Rygtet om at det er en af verdens bedste ølbutikker får vitterligt mange til at kigge ind. Specielt har mange ølforstandige nordmænd og svenskere indset at dette er sted er en sjælden perle og finder vej ind forbi, når de besøger landsdelen og de bruger rigtigt meget energi og mange penge på ølinteressen. Det siger lidt at ØlKonsortiet har egen tråd på Venner av Nøgne Ø’s forum.


Ratebeer giver ikke nye kunder – til gengæld giver det selvtillid og tro på fremtiden. Det er gavekunderne der giver den største omsætning. Mange gavejægere har hér fundet gode sager til sin ølinteresserede bekendtskabskreds. Ølentusiaster med og uden medlemskab af foreningen har også købt godt øl i litervis i den lille butik.


Markedsføringsmæssigt har ØlKonsortiet forsøgt at deltage i nogle messer og annonceret en smule – men er holdt op med begge dele fordi det giver for lidt. Senest er ØlKonsortiet begyndt at bruge facebook aktivt. Det er blevet et vigtigt redskab, fordi der er så kort vej fra formidler til forbruger og så giver det nye kunder. Det er en specialestuderende der har lavet facebookprofilen og vedkommende er også i gang med at relancere ØlKonsortiets website, så den bliver mere overskuelig og nemmere at bruge. Andre nye tiltag har været at arrangere åben julebrygsmagningsdag – den første af slagsen løb af stablen i november 2010. Fra 2011 har ØlKonsortiet valgt at arrangere ølsmagninger med koryfæer fra ølverdenen. De første i rækken var Christian Skovdal Andersen og Anders Kissmeyer og Svend og kompagni har flere i støbeskeen. Det glæder vi os til.


Det er første gang den nordjyske ølpris går til 4 personer på én gang. Men det ville være forkert kun at give prisen til en enkelt i anpartsselskabet. De har alle en andel i den lille butiks succes.

Det er den nordjyske regionsbestyrelse som består af repræsentanter fra de 6 lokalafdelinger Thisted, Fjerritslev, Aalborg, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn som står bag indstillingen.

 

Stemningsbilleder

Regionsformanden overrækker prisen
Overrasket glad butiksindehaver klar til at modtage diplomet
Fotografering til afsløringen i Nordjyske
En halv fotograf, en regionsformand og en nybagt prismodtager
Og så blev der talt om foreningens virke - landsformanden var inviteret med...

Den officielle kåring foregår cirka klokken 12.30 ved Øllets Dag-arrangementet i Nordkraft den 3. september ved ølafsnittet hvor det er lykkes at samle en række nordjyske ølaktører på det særlige ølafsnit. Det er muligt at møde ØlKonsortiet, Vinspecialisten, Skagen Bryghus, Thisted Bryghus, Nibe Bryghus, Søgaards Bryghus, One Pint, Aalborg Beerwalk og naturligvis Danske Ølentusiaster. Der er åbent fra klokken 10 til 14.

Læs i Nordjyske 3. september 2011 hvad journalist John Jensen fik ud af "pressemødet"...