Årets prismodtager

VERA ZOBBE - DET BETTE ØLHUS

 

Øldronningen af Ålbæk
Vera Zobbe, den første kvindelige modtager af den nordjyske regionspris.

Årets modtager af Regionens Ølpris i Region Nordjylland blev aldeles paf, da Regionsformanden overrakte hende prisen på Øllets Dag og hædrede hende for sit ihærdige engagement i øllet.

Øldronningen af Ålbæk, Vera Zobbe - der til dagligt arbejder som pædagog, har på få år fået skabt et unikt øl-paradis, med butik og udskænkningssted, hvor man altid kan nyde 8 forskellige belgiske fad fra haner og det er muligt at købe lette retter hertil.

Det Bette Ølhus ligger i en rundkørsel i en halv søvnig provins by på vej mod Skagen, lige overfor 2 dagligvarebutikker. Hér findes et skræmmende stort belgisk øl-sortiment. Et sortiment, der er så gennemført, at besøgende belgiske turister har oplevet at finde ølnyheder fra hjemlandet, som er så ”friske” at de faktisk aldrig har smagt dem derhjemme i Belgien.

I butikken er der over 200 forskellige øl som kan købes med hjem eller nydes på stedet, selvfølgelig i det rette tilhørende glas, enten i café’en eller når vejret er til dét, udenfor i den smukke gårdhave.

Det er første gang den nordjyske ølpris går til en butik og udskænkningssted. Men det er vigtigt at påpege at den ikke KUN går til en butik og udskænkningssted – den går til en personlighed - en ildsjæl, som har skabt et ølhus helt fra bunden.

Det er 5 år siden Vera åbnede ølhus i Skagen. For 2 år siden flyttede hun Det Bette Ølhus til Ålbæk. I april i år blev det officielt at Det Bette Ølhus er et udskænkningssted i ølentusiasternes superliga – hér fik stedet nemlig tildelt Dansk Ølmærke.

Vera, og hendes mand Frank, gør rigtig meget for at udbrede kendskabet til det gode øl, udover at sælge og udskænke de belgiske bryg igennem at afholde spændende ølsmagninger både i ølhuset, men også at tage ud og holde foredrag.

De kører selv til Belgien og henter alt det gode øl og får ofte mange oplevelser og viden med hjem i bagagen. Denne viden deler de meget gerne ud af. Så når man har været på besøg i Ålbæk er man altid blevet lidt klogere omkring øl.
Veras store passion for det gode øl og at udbrede dette kan mærkes lige så snart man træder ind af døren i Ålbæk. Smilende bliver der budt velkommen og snakken går.

Se her hvad Nordjyske skrev om begivenheden.

 

Stemningsbilleder

Regionsformanden overrækker prisen
Landsformanden uddeler blomster
Husbonden deler æren