Årets prismodtager

PETER KLEMENSEN

 

Thy's ronkedor
Formanden for DØE i Thisted Henrik Johansen, overrækker Den regionale ølpris 2009 til en tydelig overrasket Peter Klemensen.

Årets modtager af Regionens Ølpris i Region Nordjylland er garanteret kendt af de fleste i Nordjylland.

Hvis ikke man ligefrem kan sige at han i sig selv er et brand. Så har han i hvert fald i høj grad været med til at skabe et brand og holde dette brand ved lige…

På trods af at han må siges at være en indlysende kandidat til Regionsprismodtager for en forening som vores… endda mange år før vi blev en realitet – så har han aldrig været tænkt på før nu, hvor han har valgt at trække sig tilbage. Han har om nogen været med til at sætte nordjyske produkter på landkortet.

Han er lidt af en ener – eller loner om man vil. Sådan en der ikke tror at det er de andre der har løsningen. Derfor var det lidt af en overraskelse at hans farvel-produkt blev skabt i samarbejde med en anden…

Han har som karismatisk brygmester og direktør forvandlet et lille lokalt bryghus fra pilsner-bryggeri til at være blandt landets mest innovative bryghuse. Han er kendt for til stadighed at eksperimentere og var blandt de første i Danmark til at brygge økologisk øl. Han er også kendt for at bruge MEGET tid og energi på sine bryg før han er tilfreds…

Nu kan det vist ikke skjules længere at prismodtageren af Regionens Ølpris i Nordjylland 2009 er Peter Klemensen.

Han skulle nok have haft denne anerkendelse for længe siden – men nogle gange kan man ikke se skoven for træer… Fuldt fortjent modtog han Danske Ølentusiasters Ølpris som den første i 2002 og her 7 år senere har han jo ikke lavet mindre øl eller gjort mindre FOR øllet…

Han har blandt andet brugt årene på at fintænke sine stenøl og har selv udtalt at han forventer at det sikkert er netop sten-øllet han vil blive husket for…
I kraft af sin energi og sin utvetydige entusiasme og kærlighed til øllet har han været en god ambassadør for øllets finurlige forunderlige verden.

Det er lidt en gåde at hans uigenkaldelige sidste bryg for Thisted Bryghus har fået navnet Ronkedor. Ifølge Dansk Fremmedordbog er en Ronkedor en gammel rasende hanelefant, der er udstødt af sin flok og strejfer alene om i junglen. Desuden skulle det være synonym for en umedgørlig person.

Så vidt vi ved gik han selv fra bryghuset og har efterladt alle opskrifter og har måske nok på bryghuset et eftermæle som en lidt speciel person som helst ser tingene gjort på sin måde…

Og skal man forlade et bryghus efter 28 år er den bedste exit vel efter mange forsøg at lukke døren med det som han selv kalder verdens bedste overgærede porter…

Skummende hilsner & HØJT SKUM
 
 
Gert Svanborg Sloth
på vegne af Region Nordjyllands øl-entusiaster

Se her hvad Nordjyske skrev om begivenheden